Historien om Lille Constantia i Charlottenlund

3. del: Lille Constantia og Charlottenlund i kulturhistorisk belysning

Figur 23. Lille. Constantia, boliger med udsigt og ro, ramme om nydelse, fordybelse og et liv efter personlig smag (altan i blok A).

Om landskabets forvandling, kildetid, veje og trafikmidler
Vi vil nu i det følgende panorere ud over egnen i et fugleperspektiv og sammenligne før og nu. I ”Touristen i Nordsjælland, illustreret Vejviser paa Udflugter mellem Kjøbenhavn og Helsingør” fra 1865 (regnes for at være den første turistfører om Nordsjælland) udkommet umiddelbart efter åbningen af banestrækningen mellem København og Klampenborg i 1863 giver Fr. Algreen-Ussing et fint stemningsbillede fra dengang. Turen skifter fra travlt byliv til møde med landlighed ved de første stationer, Hellerup og Charlottenlund. Han skriver om ”Touren mellem de to stationer, hvor banen løber parallelt med Strandvejen langs Bagsiden af de smukke Landsteder Øregaard, Taffelbay og Maglegaard; imellem dem ser man af og til Stranden. Tilvenstre ligger i nogen Afstand det yndige Bernstorff med sin hvide Facade i en kraftig Indfatning af grønne Bøge, hvorover Kongeflaget vaier”. Algreen-Ussing skuede ud over åbent land, marker og gårde. Samme tog satte parantetisk bemærket senere Bregnegården i brand, se figur 21.

Om Strandvejen beretter han: ”Langs det smukke Landsted Hellerups skyggefulde Park vandre vi ned til Strandveien; ja her er just ikke meget at see, nu her er mennesketomt og Solvarmen trykker En, men Søndagaften, naar Maanen skinner ud over det smukke Sund, naar Kildevognene i lange Rader jage hinanden forbi, naar Folk i Tusindviis drage ind fra Skoven med den friske Guldregns i hatten og Bøgegrenen i Haanden, og synge ret af Hjertets Lyst – da er her Liv; i et sådant Øieblik skal man see Strandveien for at fatte, hvor meget den er for Hovedstaden”.

Figur 24. Retur med toget fra en dejlig dag i Charlottenlund Skov, bøgegren i hånd og guldregns i hat, under koket opvartning af unge løver og i selskab med en ældre herre med ”rullende” øjne. Efter maleri af H. Brasen 1889.

Siden midten af 1700 tallet drog Københavnerne ved kildetiden i juli i stort antal ud fra den indeklemte hovedstad. Den oprindelige kildetid var den sidste uge i juni, hvor man mod sædvane valgte at lade Københavns byporte stå åbne natten over af hensyn til de fra sommerudflugten hjemvendte natravne. Tilbage i tid gik udflugter mest gennem Vesterport til forlystelser på Frederiksberg omkring kongens sommerslot derude anlagt med park og jagtvej, siden fulgt af Frederiksberg Allé som pendant til Jægersborg Allé.  Det var i gåafstand. Københavnerne i jævne kår havde ikke trafikmidler af betydning. De gik eller hyrede sig undtagelsesvis en befordring. Siden gik turen navnlig gennem Østerport med Charlottenlund Skov og Emilie Kilde, Kirsten Piils kilde og til dels kilderne i Kildeskoven som mål. De, der ikke orkede at gå så langt, kunne stoppe turen ved Tuborg Pavillonen eller Slukefter i Hellerup. I Charlottenlund Skov opstod der et område ud mod Strandvejen med telte, boder og alskens forlystelser inklusive syngepiger og optræden, før Dyrehavsbakken udviklede sig. Klampenborg lå trods alt lige lovligt langt ude for en foddrejse.

Alle besværligheder til trods var en sommerudflugt dog en stor og glædeligt imødeset fornøjelse for københavnerfamilierne, som beskrevet af Adam Oehlenschläger (1779-1850) i en personlig beretning (erindringer udgivet ved Louis Bobé, 1915, 73) om en sådan udflugts start: ”Madkurven blev da pakket fuld, flaskefoderet vel forsynet, min fader trak en nankins overkjole på for støvet, og nu rullede vi afsted”. Og J. Davidsen kunne (Fra det Gamle Kjøbenhavn, I, 1880, 61) sekundere: ”Hvo kan beskrive den glæde, vi børn følte, da endelig den lykkelige morgen oprandt, som vi havde talt om hele fire uger i forvejen, og som vi havde frydet os til så inderligt. Det var den eneste skovtur i sommerens løb, fader havde råd til, og man kan tænke sig vore forventninger. Jeg var tre gange oppe om natten for at kigge ud af vinduet. Vejret var prægtigt, mildt og klart, ikke en sky på himlen. Vi skulle afsted kl. 9, men vi børn var alt på benene kl. 6, og kl. 7 vare vi alle i vor fulde pynt, jeg i gule nankins bukser og den grønne kasket med kvasten i toppen. Jeg skulle sidde ved siden af fader mellem ham og kusken – hvor mageløst. Jeg fik måske lov at køre hestene”. For øvrigt ridsede Oehlenschläger som kæk yngling sit navnetræk i barken (FY Adam!) på en eg i Dyrehaven, ved signeringen siden betegnet Oehlenschlägers eg. Hans indtryk som barn og som ung fra Strandvejsturene med først Saltholm siden Hveen i horisonten, fulgt af Charlottes bøgelund og endelig Dyrehaven med udsigt fra Eremitageslottet til blanken Øresund, der står flot indrammet af bøg og eg, kan meget vel være inspirationen til vores anden nationalhymne, ”der er et yndigt land” digtet af ham i 1819, særlig linjerne ”…det står med brede bøge, nær salten østerstrand”  og ”… så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå”. Østersøen er fersken strand (teknisk set et brakvand indhav), og Øresund er mere salt. Oehlenschläger, opvokset på Frederiksberg, mødte vand, bølger og vidder omkranset af bøgetræer hos os.

Kildetiden med udflugt til Charlottenlund blev benyttet af et meget bredt udsnit af den københavnske befolkning, fra solide familier til husarer og de letlevende. Traktørstedet Constantia nød meget godt af det. Men andre traktørsteder i området ved Jægersborg Allé kom til: Over Stalden, Ved Stalden, Restaurant Gyldenlund, Skovløberhuset, siden Palmehaven og senest Skovriderkroen.

Figur 25. Kapervogn af type “kaffemølle” i fuld fart ud for Skovshoved. Kaperkuskene kørte, når der var fuldt læs. De tunge vogne var hårde ved vejene. Navnet kom fra kaperskibene, der i krigstid angreb handelsskibe. Med taxameteret, der målte den kørte vej med betaling efter takst ud fra afstand, kom betegnelsen taxi (dansk Taxa er et gl. beskyttet firmanavn). I en periode kaldtes hyrevogne for drosker, et ord af russisk oprindelse. Og så kom siden de hestetrukne omnibusser (deraf ”bus”) med fast rute- og køreplan, fra latinsk omnibus, der betyder for alle. Ordet taxi har græsk oprindelse og bruges internationalt for en hyrebil; ”tax” (engelsk) for takstbestemt skat deler sproglig rod med taxi.

Hestene fartede ud ad Strandvejen og hvirvlede mængder af støv op til stor gene. Kuskene ville gerne nå flere ture på en dag. Man vandede vejen og spredte kalk, men lidet hjalp det. Der var en mangfoldighed af trafikerende, foruden ryttere og gående holstenske vogne, tunge kapervogne af type ”kaffemøller” (de kvaste vejen og gav kaffemøllelyd), offenbakkere, berliner- og wienervogne, diabler og kabrioletter, gigger og kareter, et tusindtal vogne i sving på en stor dag og alle indhyllet i støv. Og så var der dagligdagens tunge bondevogne og almindelige varetransportvogne af mange slags. Det gjorde det ikke lettere og skabte kø, at hestevognene skulle standse ved bomhuset på Strandvejen (beliggende hvor Hellerupvej støder til) og betale bompenge efter takst bestemt af vogntype og derved kilde til tvister. Det var datidens betalingsring – der var bomhuse på alle syv større udfaldsveje fra København plus Strandvejen. Af alle var bomhuset på Strandvejen det bedst indtjenende.

Strandvejen langs Øresund var i fortiden, som allerede omtalt, en ret beskeden vej primært for de lokale. Den lagde sig og snoede sig der, hvor landskabet tillod det bedst. Just deraf kommer dens skønhed. Men vejen var faktisk oprindelig ”hovedfærdselsåre” til Helsingør og blev betegnet Helsingørvejen, forsynet med kongemærkede milepæle i granit. Belægningen ind mod København var et tyndt lag af ler udlagt på den nøgne jord uden noget stenlag som vejfundering. Og ussel, uegnet og uoprettelig var og blev den. Det gav så stødet til, at Kongen efter at have udvirket en overordnet vejplan i 1770erne lavede sin egen snorlige kongevej inde i land i retning Hillerød og Frederiksborg Slot. Strandvejen var dermed udspillet som ”større” vej, klassificeret som en ren lokalvej og overladt til sig selv. I postvæsnets første år blev post mellem Helsingør og København befordret to gange ugentlig som post båret af bude til fods som et praktisk udslag af Strandvejens mangler. Kørsel med postvogn var for usikkert. Men affødt af en vejforordning af 1793 blev der oprettet et embede kaldet en vejfiskal, som sammen med rentekammeret og amtet m.fl. skulle søge vejen forbedret. Det resulterede i, at en privat initiativtager formedelst ret til at opkræve bompenge i 1825-26 belagde Strandvejen med chaussésten, ligesom en ”fodsti” for de gående blev anlagt. Amtet trådte i 1834 ind som ejer af Strandvejen og part i ordningen. Strandvejen var i hele 90 år, fra 1825 til 1915, privatvej med bompengeordning, yderst apprecieret af Amtet grundet indtægten!

Figur 26. Foto fra omkring 1900 eller lidt før taget ud for Jægersborg Allés indmunding I Strandvejen. Charlottenlund bomhus ses på h. hånd, og selve indgangen skimtes som hvide pæle mellem træerne. Den gamle fodsti er intakt, på h. side. I venstre side kommer hestesporvognen, og bagved ses som et krat stedet, hvor Charlottenlund Fort skød op.

Fodstien på Strandvejen mellem Hellerup og Charlottenlund blev anlagt af hensyn til de mange fodgængere og blev arrangeret med adskillelse af den gående og den kørende trafik med stien anlagt på landsiden af chaussévejen og med en række af træer mellem sti og vej til fysisk adskillelse af de to spor og sikring af de gående mod heste og vogne. Fodsti arrangeret således findes stadig som fragmenter ud for Charlottenlund Skov og ud for Øregårdsparken.  Men man løb ind i problemer med de vejfarendes trafikadfærd. De ridende herrers uagtsomme benyttelse af fodstien er kommenteret som flg.: ”Dersom det havde været en ung laps, ville man have regnet det til de mange drengestreger, vi så hyppigt regaleres med af de mange papasønner, der troe sig ophøjede over al orden og anstændighed, når de bestige den hest, de uden ansigts sved får penge til at købe eller leje; men se en mand af sat alder gøre sig delagtig i sligt er dobbelt harmeligt. Måske hans fodspor netop lokkede mange flere derop, og altså vil den behagelige sti snart ødelægges”.

Navnet Strandvejen kom først i brug op mod år 1800 og blev siden vejens officielle navn, i bestemt form, da den ikke ansås i landskabelig skønhed at have et værdigt modstykke. Uanset vejens fortrædeligheder har mange langt tilbage i tid givet højstemte beskrivelser af Strandvejens landskabelige herlighed. Og der var i en periode til vederkvægelse på touren hele 24 privilegerede vejkroer på strækningen op til Helsingør, hvor man kunne hvile sig på rejsen og skylle støvet af ganen med en dram! Rungsted var bedst. Der, på Strandvejens mellemstation, digtede Johannes Ewald (1743-1781) i 1779 vor royale nationalhymne ”Kong Kristian”.

Hele eventyret – eller menageriet – udviklede sig før cyklernes og bilernes tid. Efterhånden kom der tog, hestesporvogn, dampsporvogn på Strandvejen med stoppested ved Constantia og forbindelse med dampfærgen Hamlet II fra København til Bellevue med anløb ved en træbro lige før badehotellet, alt sat ind på at hovedstadens borgere skulle have del i vores område om sommeren. Den elegante dampfærge Catalonia diverterede selskaber på Øresund. Der kom en periode i begyndelsen af 1900 tallet med virkelig stordrift og nu ligefrem en mode med ophold, sopning og måske badning på åben strand uden de gamle søbadeanstalters betryggende afskærmning for interesserede blikke. Badehoteller i Charlottenlund og Klampenborg skød op, nævnt i flæng – Bellevue Strandhotel, Skovshoved Hotel, Strandpavillonen, Klampenborg Badehotel, Charlottenlund Søbadeanstalt etc. Som reminiscens af badehotellernes bygninger findes stadig den gule og den røde kottage. Men nærmere omtale heraf vil føre for vidt.

Vi kan i dag fornemme den samme attraktion og det samme rush på sommerens store badedage, hvor Københavnerne drager ud til Charlottenlund Forts ”fluepapir”, befærder Strandvejen i tæt trafik og parkerer deres mange biler.

Etableringen og udviklingen af Gentofte Kommune fra kravlealder til leder af områdets udvikling har haft stor betydning for vores område og er sket i en bestemt kadence, hvor der var en ”de store beslutningers epoke” med etablering af infrastruktur. Ved udskiftningen i 1765 havde Gentofteområdet ved en tælling, der blev foretaget i 1769, ialt 1056 personer fordelt på landsbyerne Gentofte, Ordrup og Vangede og til dels fiskerlejet Skovshoved. I 1870, hundred år senere (omtrent da Algreen-Ussing gjorde sin tour, se ovenfor), var tallet 4.158. I 1901 var det 14.470 personer, og så kom alle de mange udstykninger af gårde til villakvarterer og udbygningen af Strandvejen og til dels Gentofte og Ordrup med etageejendomme (i dag ca. 75.000 personer).

Hestetransport var på vej ud og automobilet drønede ind. Det blev en eksplosiv udvikling, der krævede en helt anden infrastruktur.

Gentofteegnens oprindelige helt almindelige og alfare veje var simple landsbyveje af type rene jordveje. De flyttede sig jævnt hen med nye parallelle spor, når de hidtidige blev nedkørte. De blev inden kommunen var fuldt etableret i 1800tallet kun nødtørftigt vedligeholdt ud fra absolut bydende nødvendighed. Vejbyrden med vedligehold blev ofte pålagt de enkelte gårdejere på slump, på skift eller i samarbejder. Først i 1874 ansatte kommunen én vejmand! Kommunen skulle i årtier danse tålmodigt og behændigt rundt mellem de forskellige vejejere om vejudgiften, vejenes benyttelse og brugernes klager. Der var i Gentofte med historisk baggrund tre kategorier af veje: statsligt ejede (Jægersborg Allé og jagtvejene Ordrup Jagtvej, Ermelundsvej og Vilvordevej foruden Kongevejen, siden betegnet Lyngbyvejen, alle anlagt i snorlige linje i 1770erne), amtsveje (Strandvejen m.fl.) og så de lokale veje, der som nævnt var knyttet til landsbyerne ud fra disses lokale behov. Og så var der den snorlige Bernstorffsvej uden for nummer, anlagt i 1770erne som en infrastrukturvej til brug for slottet og navnlig for de nye udskiftede gårde.

Det lokale vejnet blev efterhånden bedre udviklet, og i de nye villakvarterer stillede man visse krav, som dog ikke var ambitiøse. Bernstorffsvej blev overtaget af kommunen tidligt i 1800tallet. Den blev ret tidligt udvidet og fint ordnet med galopspor til hestene (nu nedlagt). Det nye store rådhus indviet i 1936 blev placeret midt på den fine vej på det sted, hvor Maltegården havde ligget. De gamle veje skulle alle ombrydes, udvides og funderes, en stor opgave. Derimod var Strandvejen og især Jægersborg Allé og Ordrup Jagtvej voldsomt forsømte, så meget at det hindrede beboernes udvikling af deres områder. Jægersborg Allé var særlig hårdt ramt, idet der helt op til 1913 af Staten opkrævedes bompenge ved bomhuset beliggende der, hvor Alléen stødte ind i Strandvejen. Gentofte Kommune står i dag for vejene i hele området inklusive de tidligere smertensbørn. Vejene i kommunen og omkring Lille Constantia er nu i jævnt hen i fin form takket være kommunens seje træk i omkring 150 år, dog med rum for forbedring især æstetisk.

Gentofte blev introduceret som kommune i 1842 ved lov af 1841 om indførelse af lokalt selvstyre i form af sogneforstanderskaber og amtsråd, hvoraf sidstnævnte dog havde eksisteret i flere hundrede år uden at have haft særlig betydning. I 1867 afløstes forstanderskaberne af sogneråd. Disse var indtil slutningen af 1800tallet domineret af bønder og proprietærer, men afløstes så gradvist af en mere repræsentativ ledelse. I 1934 fik Gentofte fuld kommunestatus under Københavns Amt (siden erstattet af Hovedstadsregionen) med kommunalbestyrelse og borgmester med borgmesterkæde, den højt respekterede Oberst Hans Peter Parkov (1857-1934). Som sognerådsformand havde Parkov gennem byggereglementer og gennem kommunens aktive opkøb af jord og ejendomme, herunder Øregård og tilhørende park, dæmmet op for spekulantprojekter, der kunne have omdannet Gentofte til et brokvarter.

Gentofte Kommune står på det fundament, som Johan Hartvig Ernst Bernstorff (1712-72) og hans brorsøn Andreas Peter Bernstorff (1735-97) med udgangspunkt i Bernstorff Slot og dets jorder skabte. De var de første i landet, som gav fæstebønderne fri og udskiftede jorderne, hvilket skete i løbet af 1770erne efter en lodtrækning mellem fæstebønderne i 1765. Fællesdriften ophørte. Jordenes fordeling ved lodtrækningen er vist i kortene Figur 3 og 4, del 1. Jorder samlet under Bernstorff omfattede godsets egenjord, hovmarken og fæstegårdenes arealer, alt sammenlagt det meste af Gentofte Kommune. Ved udskiftningen blev de sammenklumpede bondelandsbyer Gentofte, Ordrup og Vangede brudt op og gårdene flyttet ud i terrænet, og de førhen utallige og spredte små striber af jord knyttet til hver gård blev samlet til store sammenhængende agre. Dertil kom efterhånden nye bygninger oftest rejst centralt i gårdens jorder.

Figur 27. Bernstorffstøtten og det omgivende landskab, maleri af Erik Pauelsen (1749-90) udført i 1780erne, med Kongevejen som forgrund. Bemærk det åbne landskab med Gentofte kirke og landsby til venstre og Øresund i horisonten. Set tæt på eller forstørret anes Bernstorff Slot til h. for stakittet og rækken af lyssteder langs Strandvejen op mod Øresund. Charlottenlund Skov hæver sig i horisonten til v. for pigen i marken. Statens Museum for Kunst.

Bernstorfferne har haft stor og synlig betydning for Gentofte Kommune, som den fremtræder i dag. Både vejdragning og vejnavne vidner overalt om dette. J.H.E. Bernstorff nåede ikke selv at se frugten af sit værk. Han måtte land fly og døde i Hamborg i 1772. J.H.E. Bernstorff var i 1770 blevet afskediget som udenrigsminister af Johan Friedrich Struense (1737-1772) efter at være bragt i unåde ved hoffet under den ganske ubehjælpsomme Christian VII (1749-1808). Sådant ville næppe være sket under den gamle konge, den kyndige monark Frederik V (1723-1766), som Bernstorff havde haft et langvarigt og meget tillidsfuldt samarbejde med. Ved Struenses fald og henrettelse i 1772 blev A.P. Bernstorff kaldt til at blive den ny udenrigsminister. Taknemmelige bønder og beboere i området hædrede J.H.E. Bernstorff med en pompøs æresstøtte, rejst i 1783 ved Bjerregården, der var den først udskiftede gård i Danmark. Støtten, der blev udført af Johannes Wiedewelt (1731-1802), blev anbragt som en historisk vejmilepæl til beskuelse for de forbipasserende noble personer. På den tid var den omgivet af et helt åbent bondeland med frit udsyn til Øresund og lysstederne på række langs Strandvejen. Tiden har gjort, at støtten i dag står højst upassende og upåagtet, omklamret som den er af rækkehuse og med bilos og massiv larm fra Lyngbyvejen, dertil udsat for erosion. J. Serup har rejst sagen for Borgmesteren I Gentofte, og et projekt om støttens restaurering og flytning er sat i gang af Borgmesteren. Bernstorffstøtten er som nationalklenodie betydeligt. Den er i sin udformning enkel, ukunstlet og autentisk i forhold til bondebefolkningen og de skelsættende landboreformer, som den er et fint symbol på. Den har en klarhed i udtryk, som den efterfølgende frihedsstøtte ved Vesterport rejst af borgere til kongens ære ikke har. Landboreformerne var en sårbar balance mellem store samfundsinteresser og mange, mange lokale interesser. De blev indledt med forordninger i 1758-60, i 1769 og 1776 og fulgt af påbud fra 1781 og frem. Først i 1919 blev fæstevæsnet endeligt ved lov ophævet i alle aspekter. På Anholt blev fæsteordningen afviklet i 1902, markeret med en frihedsstøtte i granit.

Om epokerne og oldtidens spor
Vi har ovenfor opholdt os ved de tre store epoker i vores områdes og Gentofte Kommunes historie nemlig de enevældige kongers tid, Bernstorffernes tid og Kommunens tid. Alle er vi tilbøjelige til at mene, at ting og så meget andet starter og først eksisterer på det tidspunkt, hvor de først ses omtalt i en skreven tekst eller er illustreret ved fysiske kulturrester.

Der er en tidligere epoke, en fjerde, nemlig middelalderens og kirkens tid, som i det mindste vi ikke kan gøre videre rede for. Gentofte (Giafnetofth) var etableret i 1200tallet med landsby, to storgårde og stenkirke, underlagt Absalon og Roskilde bispen indtil reformationen. Da tilfaldt kirkens jorder krongodset, og det gjorde kongerne umådelig rige og polstrede til at bygge slotte.

Og så er der en femte epoke, jernalder, bronzealder og den egentlige oldtid, som der kan siges lidt om i kraft de efterladte monumenter og fund i vores område. Der har boet mennesker i vores område 10.000 år tilbage og endda før. Kortlægning af bronzealderhøje og jættestuer i Gentofte viser, at den ubetinget største koncentration af runddysser, ialt 9, ligger i tæt nærhed af os placeret i Charlottenlund Skov i en klynge ud mod Øresund. Dette område i Charlottenlundbugten med skov og åbent vand må have været en egnet boplads for vore fjerne forfædre, hvad gravhøjene bevidner. Oldtidsmindernes placering og koncentration indebærer, at der må have været endog et større samfund på stedet – bronzealderens folk har meget sandsynligt haft deres jævne gang hen over Lille Constantias jordstykke eller ligefrem bopladser eller dyrehold her. I oldtiden var landskabet anderledes bl.a. med hensyn til havets stand i forhold til land. Vandstanden i Øresund i forhold til land var højere. Kystlinjen skar sig ind i landet ved Klampenborg sv.t. den tunneldal, som i istiden borede sig ind i landet fra Klampenborg og videre ind over Galopbanen og Ermelunden. Klampenborgbugten var en rigtig bugt i Østersøens kystlinje.

Bedste nord-syd passage for oldtidens folk var ved vadestedet ved Fortunen, lavningen man møder på Klampenborgvej i retning Lyngby lige efter galopbanen. Der er i dette område bag den røde port med navn Røde Port en større koncentration af hulveje skabt af oldtidens tunge trafik med okser, synlige i terrænet den dag i dag som nedsænkede stier med volde langs siderne.  Der regnes at være op mod 74 oldtidshøje i Jægersborg Dyrehave nord for os (nogle høje blev massakrerede, da man i 1825 manglede sten til makadamisering af Strandvejen!), og vadestedet må have haft ”tæt trafik”. Denne hovedfærdselssåre var således ikke langs Øresund men inde i land. Der var ingen strandvej – bugten skar sig ind.

Det forhold, at trafikken også i middelalderen og senere hovedsagelig trak sig ind i landet har supplerende grunde: vendernes hærgen og pirateriet i Øresund i middelalderen (bl.a. Kong Erik af Pommern på sine gamle dage!), tæt skov med relativt få landbrug, pesten, svenskernes hærgen under deres belejring af København 1658-59 forud for deres mislykkede storm mod staden, englændernes hærgen ved deres bombardement af København i 1807 m.v. Det er et tegn på tynd befolkning langt tilbage, at der i Nordsjælland i striben mod Øresund kun findes meget få landsbykirker fra 1200 tallet. I vort områder er der ingen kystnære kirker fra middelalderen. De nærmeste fra den tid er Gentofte Kirke og Lyngby kirke.

Afslutning
Kronen på værket, UNESCO nomineringen af parforce jagtområderne både i Gribskov og på Eremitagen ved Øresundskysten tæt på os illustrerer tyngden af kongernes plan og beslutning for landskabets anvendelse, fremtoning, skønhed og egenart selv i dag. Absurditeten, at parforcejagt var en mildt sagt grum sag og en styg kongeleg, som ingen i dag vil drømme om at drive som jagtform, ser vi ganske bort fra. Jagtformen er i øvrigt nu forbudt. Scenen skifter, skikke ændres, historiens gang er der altid og rigtig meget glemmes og forgår. Men det af eftertiden udvalgte og set med dens øjne værdsatte bliver som et fysisk eller kulturelt arvestykke løftet op af glemsel eller myte og til nytte eller glæde i nutiden.

Det er ikke kun det største ravstykke, der er fint eller finest, bare fordi det er stort. Der er ligeså i vores område mange små UNESCO arvestykker, hvor fortiden bidrager til skønhed, har en god, dårlig eller ligefrem grufuld historie at fortælle, vækker eftertanke eller fortjener at værdsættes. Som eksempler har både Charlottenlund Slot og Charlottenlund Fort beliggende tæt på os alle de just nævnte ingredienser og kvaliteter med fortællinger at berette.

Om kongernes historiske betydning for området skal det tilføjes, at denne i rigt mål blev fulgt op af de mange, som flyttede til, byggede lyststeder og andet, rige på guld, intellekt, kreativitet eller på så meget andet, og som på mangfoldige områder opbyggede vores lokalområde og Gentofte Kommune af i dag. De manges indsats og de nuværendes færd er selvfølgelig det, der dominerer bybilledet af i dag.

Lille Constantia i Charlottenlund er selv en smuk og privilegeret ejendom, der har noget at tilbyde. Den ligger midt i et område, der byder på mange interessante oplevelsesmuligheder afhængig af den personlige præference. Vi håber denne beretning, der primært er udformet for ejendommens beboere, vil skærpe interessen for vor ejendom, at den må blive retteligt skattet og skærmet. Vi håber også beretningen vil inspirere til, at området omkring os benyttes aktivt, glædeligt og med indlevelse og pietet.

Forfatterne retter en varm tak til Karen Margrete Hjerl, til Lokalhistorisk Arkiv i Gentofte og til andre, der har bistået med opgavens løsning. Ejerforeningen Lille Constantia takkes for at formidle publikation både i bogform og som elektronisk version.

Samling af gamle postkort
Der henvises til en slags atlas knyttet til denne rapport og vist som et appendiks.

Kildemateriale og stof til læsning, emneopdelt, med en annoteret litteraturliste
Et større antal tekster og billeder har været konsulteret. Kun få er medtaget her som kilder. Birgitte Glob har gransket ejendommens arkiver hos Gentofte Kommune og Lokalhistorisk Arkiv.

1.    Gentofte, fra sogneforstanderskab til moderne kommune

L.Gotfredsen: Gentofte Kommunestyre 1842-1942. August Olsen, 479 sider, illustreret.
Detaljeret og omfattende gennemgang af Gentofte Kommunes udvikling fra bondesamfund til moderne kommune ved nestoren for lokalhistorien L.Godtfredsen.

L.Gotfredsen: Gentofte Kommunestyre 1942-1967. Historisk-topografisk Selskab for Gentofte Kommune, 1967. 191 sider, illustreret.
Gentoftes videre udvikling i nyere tid.

Et halvt århundredes borgere, borgmestre og bygningskunst i Gentofte Kommune: 1934-1984. Gentofte Kommune, 1984. 134 sider, illustreret.
Opfølgende kommunebeskrivelse og den senere udvikling.

J.M.Josephsen: Københavns Amts udviklingshistorie og det første amtsråds virksomhed i 1840-erne: Foredrag, holdt i Historisk-topografisk Selskab for Gentofte Kommune. Meddelelser fra Historisk-topografisk Selskab for Gentofte Kommune, 5. Bd.2. Hefte, 1956. Side 63-86, illustreret.
Beretning med lokalt perspektiv om amtsrådenes virksomhed siden deres dannelse i 1660.

2.    Strandvejen. Dens og egnens slotte, lyststeder, huse og ejendomme

Torben Topsøe-Jensen: Fem mil langs Øresund. Træk af Strandvejens historie. Gyldendal,1974. 262 sider, illustreret.
Den mest uddybede og omfattende beskrivelse af selve Strandvejens historie vejteknisk, formelt, brugsmæssigt og kulturelt. Inkluderer en række originale citater.

William Haste: Strandvejen, dens huse og mennesker. Hagerup, 1930.174 sider, illustreret.
Beskrivelse af lyststederne langs Strandvejen og ejerfamilierne, med originale personlige observationer.

Eiler Nystrøm: Fra Nordsjællands Øresundskyst: Gentofte, Lyngby og Søllerød Sogne i Fortid og Nutid. Samler, revideret udgave. Gyldendal, 1938. 718 sider, illustreret.
Et storværk med systematiske og omfattende detaljer om lyststeder og ejendomme, ejerforhold gennem tiderne, landskaber, folkeliv m.m.

Strandvejen før og nu: Fra Tuborg til Kronborg. Redigeret af Bo Bramsen. Bd.1-2, illustreret. Politiken, 1995.
Et stort og ajourført værk om Strandvejens ejendomme med personlige kommentarer.

Knud Bokkenheuser. Constantia, et mindeskrift. Udgivet af Restauratør Axel Nielsen. Jensen og Rønagers Trykkeri, 1921, 50 sider.
Den mest originale og detaljerede redegørelse for traktørstedets historie, med en række anekdoter.

Øregaard. Tiden, kunsten & den vestindiske forbindelse. Øregaard Museum, 2010. 271 sider, illustreret.
En udsøgt skildring af tilværelsen på Øregaard, af tiden og stemningen. Og Øregaard er et fint eksempel på områdets lystgårde.

L. Gotfredsen. Jægersborg, en historisk-topografisk studie med tegninger af Eyvind Rafn. O. Testman Bogtrykkeri. København, 1948. 90 sider, illustreret. Trykt i 900 nummererede eksemplarer.
Dette er ”bogen” om Ibstrup Slot, Jægersborg Slot og Jægersborg. Indeholder mange originale historiske detaljer, som ikke er tilgængelige i andre bøger og tillige anekdoter om livet på slottene. Kunstnerisk illustreret, i farver.

Niels Ulrik Kampmann Hansen. Jægersborg – slot og by, temahæfte. Gentofte Lokalhistoriske forening, 2014. 39 sider, med mange kort og illustrationer.
Hæftet er den mest komplette fremstilling af kort og illustrationer om emnet og med kortfattede faktuelle oplysninger, ført op mod nutiden.

Gentofte. Atlas over bygninger og bymiljøer. Kulturarvstyrelsen , Kulturministeriet i samarbejde med Gentofte Kommune, Kulturarvstyrelsen, 2004. 80 sider, illustreret.
netudgave: webatlas.cowi.webhouse.dk/gentofte/
Nye og gamle bygninger med historisk tilbageblik, illustreret med et væld af meget detaljerede og ajourførte kort over hver enkelt parcel.

3.    Om veje og jernbaner gennem tiderne

L. Gotfredsen: Veje i Gentofte: historie og navngivning. Historisk-topografisk Selskab for Gentofte Kommune, 1977. 111 sider, illustreret.
Vejenes historie med katalog over vejenes navngivning og navnenes historik.

L. Gotfredsen: Veje i Gentofte. Lokalhistorisk Forening for Gentofte Kommune. Gentoftejournalen, 2004. 118 sider, illustreret. Ajourført udgave ved Niels Ulrik Kampmann Hansen og Harriet Tranum-Jensen.
Bogen består af to dele. En gennemgang af vejnettets udvikling i kommunen og en alfabetisk fortegnelse over de enkelte veje med ret korte, men præcise forklaringer på navnenes oprindelse.

E.L.Parbøl: Klampenborgbanen : Træk af dens historie gennem 100 år, 1863-1963. Meddelelser fra Historisk-topografisk Selskab for Gjentofte Kommune, 5. Bind 6. Hefte, 1963. Side 209-228, illustreret.
Original beretning om da togene kom til Gentofte, udførlig og dertil med beskrivelse af folkelivet.

Se også Kristian Hvidt og Niels Nørgaard angivet nedenfor.

4.    Om gårdenes udskiftning og deres videre skæbne

L. Gotfredsen: Landbobygninger i Gentofte Sogn i tiden efter udskiftningen 1771-1847. Meddelelser fra Historisk-topografisk Selskab for Gjentofte Kommune. 5. Bind, 7-8. Hefte, 1964. Side 231-354, illustreret.
Yderst detaljeret katalog over alle gårde og bygninger med fotografi af samtlige.

L. Gotfredsen: Bernstorffs bønder. Udgivet af Historisk-topografisk Selskab for Gentofte Kommune, 1965. 52 sider, illustreret.
Oversigtlig gennemgang med detaljer om hele forløbet omkring udskiftningen af bondegårde. Indbefatter en beskrivelse af J.H.E.Bernstorffs biografi og indsats.

Gentofte Kommune i gamle og nye billeder. 3. samling: Ordrup. Af L. Gotfredsen og Steffen Linvald. Udgivet af Historisk-topografisk Selskab for Gentofte Kommune, 1958. 38 sider, illustreret.
Gårde og landskaber med udgangspunkt i Ordrup landsby.

Niels Ulrik Kampmann Hansen: Det centrale Gentofte. Temahæfte fra Gentofte Lokalhistoriske Forening. Gentofte Lokalhistoriske Forening, 2015.
Fin redegørelse for det oprindelige Gentofte med detaljeret beskrivelse af de udflyttede gårde, rig på illustrative kort og fotos.

L.F. La Cour. Bernstorffstøtten. Meddelelser fra Historisk-Topografisk Selskab for Gjentofte Kommune, bind I 1924-28, side 112-242. I samme meddelelser side 243-245 bringes en artikel ved kommuneingeniør V.A. Westergaard, Bernstorff-støttens flytning.
Akkurat beskrivelse af Bernstorff støttens historie fra dens tilblivelse og indvielse til renovering og flytning i 1800tallet.
Se iøvrigt Eiler Nystrøm, angivet ovenfor.

5.    Om folkelivet

Jørgen Larsen: Gamle København – historier og fotos fra en svunden tid. Gyldendal, 2014. 327 sider, illustreret.
Særligt aktuelle kapitler: Nu er det kildetid p72; betaling ved bommen p74; herlige dage på Frederiksberg p118; en tur til stranden p136; hovedstad i spændetrøje p182; betaling for kørsel på Strandvejen p226; hestesporvogn til tiden p264; det kongelige jagtslot i dyrehaven p288.
Særdeles læseværdig og underholdende oversigt om København og københavnernes historie med facts og krydret med anekdoter, nok det bedste oversigtlige værk i nyere tid om emnekredsen.

Eduard Ree: Fra det forsvundne Charlottenlund, billeder med uddybende tekst, der beskriver lokaliteter, der er forandrede eller ikke længere eksisterer i hovedstadens nordlige forstad. Strandberg, 1995.
Gamle fotos af steder og livet i Charlottenlund, detaljeret tidstavle.

Halvor Pedersen: Fra de gode gamle dage i Gentofte kommune, 11. Bd. 1-2, illustreret. Antiqua, 1963.
Anekdotiske beretninger, fotos og righoldig litteraturliste over tidlige referencer til lokalhistorien.

Hans Ellekilde: Folkesagn fra Gentofte og nabosogne. 1950. 42 sider, illustreret.
Spredte beretninger om lokaliteter og den folkelige mystik.

Se iøvrigt Eiler Nystrøm, angivet ovenfor.
Se iøvrigt Topsøe-Jensen, angivet ovenfor.
Se iøvrigt Kristian Hvidt og Niels Nørgaard, angivet nedenfor.

6.    Personlige beretninger

Kay Larsen: Fra Gentofte Sogn i gamle Dage. Aug. Olsen, 1927. 72 sider.
Udsøgte anekdoter bl.a. om majoren, der i 1782 stak håndværkssvenden ihjel ved bomhuset, Jægersborg Allé, og om kapervogne, kolera i Gentofte og Skovserkoner.

N.S.Lorentzen: Mine livserindringer. Udgivet af Historisk-topografisk Selskab for Gjentofte Kommune, 1932. 99 sider, illustreret.
Selvbiografi med autentiske beretninger fra det gamle Skovshoved, fra den første udflyttergård Bjerregården og fra forfatterens praksis som dyrelæge.

7.    Steder i vores nabolag

Jægersborg Allé i 300 år: en billedkavalkade. Af Kristian Hvidt og Niels Nørgaard. Strandberg, 2006. 112 sider, illustreret.
Beskriver Alléens og kongevejenes historie samt aktiviteter i relation til Alléen, rigt illustreret med fotos og kort, detaljeret tidstavle.

Niels Ulrik Kampmann Hansen: Befæstningsanlæg i Gentofte: med indledende afsnit om landskaber og kanalprojekter. Lokalhistorisk Forening for Gentofte Kommune, 2007. 72 sider, illustreret.
Befæstningsanlæggenes historie og om Charlottenlund Fort, rigt illustreret.

Nordsjælland fra oven. Af Henrik Schurmann og Claus Hagen Petersen. Globe, 2009. 256 sider, illustreret. Hertil findes supplerende materiale på bogens hjemmeside.
Panorerer over slotte, veje og miljøer i Gentoftes omegn og i særdeleshed Nordsjælland ad kongeruten, med historiske noter.

8.    Om oldtidsveje og oldtidsminder

Børge Johannes Steiner: Oldtidsvejene i Nordsjælland: om gamle vejspor, hulveje og kultsteder. Folia, 1984. 71 sider, illustreret.
Systematisk og detaljeret beskrivelse med kort over kendte oldtidsveje.

Niels Ulrik Kampmann Hansen: Monumenter og mindesmærker: erindringssteder i Gentofte : – en guide og historien bag. Lokalhistorisk Forening for Gentofte Kommune, Strandberg, 2012. 120 sider, illustreret.
Beskrivelse af oldtidsminder/gravhøje og systematisk gennemgang af alle kendte monumenter i kommunen, velillustreret.

P.V.Glob: Fortidens spor : dyrehaven og Jægersborg Hegn. Lindhardt og Ringhof, 1973. 142 sider, illustreret.
En systematisk og lettilgængelig gennemgang af oldtidshøje og oldtidsfund i de nævnte områder.

Ejendommens historie 4 af 4