Orientering til ejere og beboere i E/F Lille Constantia

on

Bestyrelsen i E/F Lille Constantia har gennem et stykke tid arbejdet med forskellige projekter og sager, som vi hermed gerne vil give jer en orientering om.

Hjemmeside
Vi har oprettet en hjemmeside under domænenavnet http://www.lilleconstantia.dk
Hjemmesidens forside skal tjene som en elektronisk opslagstavle, således at I her, i stedet for de mange papiropslag på indgangsdørene, løbende kan modtage relevant information om forskellige arbejder eller forhold på vor ejendom, der måtte påvirke eller have væsentlig betydning for os.
Endvidere er der lidt historieskrivning vedrørende vor ejendoms arkitekt, som Birgitte Glob i nr. 10 C har været behjælpelig med at forfatte og endelig kan man på hjemmesiden finde forskellige praktiske oplysninger med telefonnumre på vor vicevært og andre af vore samarbejdspartnere samt foreningens vedtægter og vor husorden.
I kan allerede nu gå ind på hjemmesiden, som selvfølgelig løbende vil blive opdateret.  Via hjemmesidens forside kan man skrive sin email-adresse, således at man automatisk vil få en email tilsendt hver gang der måtte være noget nyt.
De af jer der ikke er i stand til at modtage elektronisk information, vil vi på anden måde få registreret, således at vi i en periode vil sørge for, at I modtager informationen på anden vis.

TV via YouSee
Installationen af de nye kabler er nu færdiggjort i alle lejligheder. Yousee planlægger at skifte til det nye system pr. 1. Januar 2015. Bestyrelsen har som tidligere nævnt indgået en ny aftale med YouSee, som indebærer, at hver lejlighed som udgangspunkt får tilbudt deres grundpakke. De ejere/lejere, der ønsker flere programmer, skal individuelt bestille disse tillægspakker. YouSee vil snarest sende brev til alle med orientering om indholdet og mulighederne, herunder priser på de forskellige ydelser.

Øvrige projekter og sager
Ombygningen og reetableringen af Kildeskovsrenden på og omkring vort område følger vi nøje. Indtil videre har arbejdet, der må forventes at vare langt ind i det nye år, ikke medført større gener for vore beboere. Alle vore trapper er blevet lakerede og vi er nu i gang med at indhente tilbud på oliering og maling af indgangsdørene, forrum samt af elevatorstolene. Der er foretaget en bygningsteknisk undersøgelse af alle terrasser og altaner, som vil danne baggrund for bestyrelsens prioritering af kommende renoverings- eller reparationsarbejder.

Vi ønsker jer et godt efterår.

På vegne af bestyrelsen

Claus Trolle